Fluffy amerikanske pandekager 🥞

Amerikanske pandekager er en af de ting som minder mig mest om min barndom, da min lillesøster og jeg elskede at spise dem til morgenmad; så vi fik dem meget ofte. Dog var det først på en tur til USA med min familie, at jeg smagte de rigtige, fluffy og luftige, amerikanske pandekager, og dét var en hel oplevelse for sig selv. Siden da, har jeg prøvet at rekonstruere de pandekager jeg fik som 13-årig i Florida, og nu tror jeg endelig, det lykkedes.  

Jeg har brugt riiiigtig lang tid på at prøve at finde den perfekte opskrift på de lækreste amerikanske pandekager, så du ikke behøvede. Værsgo! 

 

Ingredienser
  • 180 gr. mel 
  • 180 ml. kærnemælk (jeg bruger alm. mælk med 1 spsk. citronsaft i, som man lader stå i 5 min) 
  • 3 spsk. sukker 
  • 1 æg
  • 1 spsk. bagepulver
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. vaniljeekstrakt (eller vaniljepulver)
Fremgangsmåde

Og nu til det sjove!

1. Find en røreskål frem, og kom mel, sukker, salt og bagepulver i, og rør godt rundt. 

2. Find en anden lille skål og pisk ægget deri. 

3. Lav en fordybning i skålen med de tørre ingredienser, og hæld ægget, mælk og  vaniljen i. Rør dejen (forsigtigt!) indtil alle ingredienserne er blandet. Dejen kan godt virke lidt tyk, men det er meningen ;) 

4. Varm en pande og kom lidt smør i, lad det smelte og vent til det bliver lidt brun i farven. 

5. Hæld cirka 2-3 spsk. (jeg bruger en isske) på panden og lad pandekagerne stege, indtil der kommer bobler på overfladen og kanterne ser lidt tørre ud. Vend pandekagerne og steg til de bliver gyldenbrune. 

6. Done! Så kan du servere dine fluffy pandekager med dine yndlingstoppings. Vores yndlings er helt klart smør, nutella og ahornsirup 🤤 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.